ASGERS BERETNINING
ASGER ANKERSØ > KRIGSFORLIS
Asger Ankersø beretter om krigsforliset med S/S Orania
Den 27/12 1939 påmønstrede jeg S/S Orania fra Stockholm i Buenos-Aires for på denne måde at komme hjem til Danmark for at gå på navigationsskole.
Vi lastede korn som skulle til Finland. Samme dag som jeg mønstrede brændte det i 3 og 4 lasten som var ud i et, ilden blev slukket men agterdækket i bagbordsside var blevet utæt på grund af opvarmningen. De klarede utætheden ved at støbe cement ud over dækket med træl ister imellem. Det viste sig at da vi kom i Nordatlanten og begyndte at sætte i søen at det ikke kunne holde. Cementen sprang i store flager og vandet sivede ned i lasten.
Besætningen var blandet den bestod af svensker, danskere, nordmænd, tyskere, engelskmænd og brasilianere. Kaptajn, 1. og 2. styrmand var svenskere, telegrafisten var svensk og restaurationspersonalet dvs. hovmester, kok og messedreng var også svenskere. Dæksbesætningen dvs. matroser som var fra Sverige, Danmark og Norge, ungmanden var dansk og 2 letmatroser som var brasilianske negere fra Santos. Maskinbesætningen bestod af svenske I og II maskinmestre, III mester var tysker. 2 svenske fyrbødere og en engelsk, samt to danske lempere. Kaptajnens hustru var med som passager.
Ved en position mellem Færøerne og Shetlandsøerne havde vi en observationsflyver hen over os. Den var formentlig tysk men bar ingen kendingsmærker. Lige inden vagtskifte kl. 2400 d. 11/2 1940 blev vi torpederet i temmelig uroligt vejrlig, vindstyrke mellem 6-7 og høj sø. Flåderne var surret fast på 2. og 2. lugen, det var de gammeldags flåder som bestod af tomme olietønder, hvorom der var bygget en træramme. De var konstrueret så man kunne komme til vandtanke og brødtanke lige meget hvilken flade der kom op. Hos os kom de ikke op.
Jeg hørte til bagbords redningsbåd som l. styrmand var chef over. S/S "0rania" gik ned på 3 minutter med agterenden først, så de besætningsmedlemmer der boede agter og frivagt kom aldrig op.
Torpedoen gik ind i 3. lugen. 1. og 2. lasten og 3. og 4 lasten var ud i et så der var ingen skotter at flyde på. l. styrmand og jeg firede redningsbåden af. Oppe i redningsbåden befandt der sig 7 mand. Da 1. styrmand og jeg sprang stod vi i vand til midt på livet, vi kom dog begge to ud til redningsbåden og kom op selvom de havde kappet fanglinen. l. styrmand kom først op i båden og derefter fik han trukket mig op.
Stævnen af S/S "0rania" kom omtrent ned ved siden af os, dog uden at vi kunne mærke nogen sugning. Styrbord båd kom også ud men forliste. Vi hørte råb og kalden fra den og så et enkelt lysglimt. Kaptajnens hustru hørte vi kalde på sin mand, men finde dem kunne vi ikke selvom vi ledte et godt stykke tid. Flere år efter min redning har deres råb og kalden stået i mine ører. Vi så ikke noget til den tyske ubåd, så den må have torpederet os i periskop dybde.
I redningsbåden fik vi sat et mindre sejl og styrmanden satte kurs mod Færøerne. Vi styrede med en åre. Søen var temmelig kraftig og koldt var det. De reddede i båden var 5 svenskere, 2 brasilianere, den engelske fyrbøder og så mig. Tøjet vi havde på var iset godt til. 1. styrmand og jeg skiftedes til at styre båden og få lidt varmt at drikke som hovmester og kokken måtte klare. Herudover fik vi ikke noget at spise før vi 24 timer senere blev samlet op af en engelsk destroyer. Vi var så forkomne af kulde, at vi ikke selv kunne entre op af entringsnettet. Der måtte en engelsk marinesoldat ned og slå en ende om os.
Den engelske destroyer forsøgte at tvinge den tyske ubåd op ved at kaste dybvandsbomber men det lykkedes ikke. Efter flere timers ophold ombord blev vi landsat i en flådehavn på Orkneyøerne. Herfra blev vi transporteret i bil til Kirkwall, hvor vi blev indkvarteret i et sømandshjem under bevogtning af hjemmeværnssoldater. Under udgangsture var soldaterne med så vi kunne ikke gå frit. Den engelske fyrbøder som var fra Shetlandsøerne var under de samme forhold.
Den 3. februar 1940 kom vi med et engelsk passagerskib hvor der både var civile og soldater med. Vi var lukket inde i et rum på agterdækket, men vi lavede so meget støj så der kom en officer og hørte hvad grunden var. 1. styrmanden forlangte at komme til at tale med kaptejnen ombord og det endte med at vi fik lov til at gå frit omkring. Vi blev godt behandlet både af soldaterne og de civile samt af besætningsmedlemmerne ombord.
Ved ankomsten til Leth blev vi indkvarteret på sømandshjemmet og fik lov til at gå frit omkring. Jeg tog med tog til Newcastle d. 25/2 1940 fordi jeg hørte at der gik en dansk besætning som var blevet reddet fra en af DFDS eksportbåde af Esbjerg. Der traf jeg en bror til mig og jeg kendte også de fleste af de andre. Mange af dem havde jeg sejlet sammen med. Da min bror ville være sammen med mig kom vi med en svensk passagerbåd mens de andre blev fløjet hjem.
Vi kom med den første store malmkonvoj til Larvik. Vi gik i flere rækker og der var engelske krigsskibe med til bevogtning samt flyvere. Der blev sænket enkelte skibe i yderrækkerne. Sejladsen foregik mest indenskærs ned langs den norske kyst med stedkendte folk som lods. Vi blev afhentet af en svensk isbryder og kom til Gøteborg. Efter en nats ophold her rejste vi til Helsingborg og ankom til Helsingør d. 7. marts 1940. Dagen efter ankom jeg til Esbjerg. Mine forældre var blevet underrettet om at jeg var på vej hjem men de viste ikke at jeg var krigsforlist med et svensk skib. Det fik de først kendskab til gennem de hjemkomne Søfolk fra Esbjerg.